tirsdag den 23. juni 2015

Mille bliver savnet


 Normalt bruger jeg ikke min blok som dagbog...i dag vil jeg gøre en undtagelse, bær over med mig.

I denne uge er det nøjagtig 4 år siden vi hentede Mille som lille 8 ugers hvalp.

Det blev også denne uge, i dag, vi måtte beslutte at sige farvel til Mille........

Jeg er trist, lettet og VED med mig selv jeg har truffet det rette valg...både for hende og ikke mindst mig selv, jeg er slidt op, og intet tyder på gik den rigtige vej med hendes psyke.

Da Mille kom til os havde vi sikret os en sund rask hvalp fra et godt køkkenopdræt hos et par ældre mennesker der ikke avlede for pengenes skyld.
Vel vidende at de små krabater har det med at styre omverden var vi også forberedte på at gøre en indsats der. Min lyserøde drøm var en  hund der skulle følge os i campingvogn, på ture og holde mig med selskab i min dagligdag mens familien passede hver deres.

Hele drømmen brast allerede da Mille 13 uger gammel styrtede ned fra det øverste af en trappe og brækkede begge knogler i venstre forben. Et grimt brud som hun fysisk kom sig 100% over
Et brud der også betød 3 X narkose på under 14 dage,
En narkose der indebærer man afleverer sin hund der sættes i bur til den skal i behandling, derefter igen i bur hvor den vågner op efter narkose og behandling. Det var alt alt for hårdt for Milles psyke og hun udviklede en angst for at være fra min favn og færdes alene i have og til dels også i huset.

Ca samtidig måtte vi aflive vores gamle Golden Retriver 13½år gammel pga gigtsmerter, den havde Mille knyttet sig til som sin "erstatningsmor"

Mille fik desværre knækket sin psyke af al den virak, hvilket gav sig udslag i urenlighed i en grad så jeg flere gange har givet op, og alligevel liiige har fundet en lille grund til at forsøge igen..........

Hunde-adfærdsterapeut, dyrlægebesøg i stor stil, hundefolk af forskellig slags, sågar en dyrepasser der selv har avlet førerhunde er taget på råd. Noget hjalp kort ,noget hjalp slet ikke..
Møblerne er ødelagt af tis på benene, fugerne i klinkerne på gulvet er ødelagt, det stinker og jeg kan altså ikke mere..

Mine egne mén efter blodpropperne er desværre at jeg kører i depresion og afmagt når jeg bliver trukket for langt over det jeg kan klare og rumme, Mille er meget sensitiv og en lille radar på min humørskala. så vi har holdt hinanden i gang nu alt for længe.

På det sidste har Mille desuden udvist en opstart på tendens til seperationsangst, Det blev dårben der fik bægeret til at løbe over.

I går blev et helt almindeligt "hente-foder-besøg" hos dyrlægen til en ½ times psykologsamtale for mig i stedet
Nok var Mille en rigtig dejlig, kærlig og blid hund, men hun havde desværre en overvægt af negativt omkring sig, og ikke nok med hun fyldte alt for negativt i vores hverdag, hun havde ikke selv et godt og værdig liv.
De mange gange om dagen jeg måtte vaske efter hende, var hun klar over var forkert, men kunne ikke finde ud af at gøre det rigtigt...alt hendes urenhed gemte hun for os, så vi ikke kunne tage hende i det og derved stoppe det.Det alene var håbløst deprimerende at leve med.Alt andet har hun taget til sig med klogt hovede, hun gik ikke på bordet, brugte kun en plads det ene møbel hun måtte komme i, skulle vi gå og fandt godbidder gik hun i seng og forstod hun ikke skulle med osv...

Mille tissede i jalusi når børnebørnene er her,
Mille tissede i protest hvis hun ville med ud og ikke fik lov
Mille kunne sidde alene i 9 timer uden at tisse men også tisse efter 10min alene selv om luftningen var den samme

Ingen af dem jeg har søgt råd hos har kunne afkode hende, jeg er kørt i afmagt, Mille var psykisk påvirket af det hele...

Vi valgte at lade hende få ro...det var hårdt...jeg er meget ked af det, og samtidig lettet...Det var et kort liv, men en af de hunde jeg har haft jeg har holdt mest af...







Ingen kommentarer:

Send en kommentar