onsdag den 19. august 2015

Elektrisk spinderok

For så at begynde med noget helt helt andet end E-rokken 

Det har været en forrygende sommer, selv om vejret ikke har været helt så godt så har vi alligevel fået en masse ud af livet.

Bla en hel del smut-ture.
I skoven og se dyrene gå til ro
Sandskulpturene i Blokhus med temaet H.C.Andersens eventyr..som altid en stor oplevelse også for de små der kunne genkende eventyrene.

Helt stort var det at se Lille Vilmose for første gang..den foto-glade nevø tog mig med fra tidlig morgen og vi så kongeørn, høge i alle afskygninger, hejrer, skarven, rådyr,harer, smukke sommerfugle og larver samt nogle små salamandere..

Nevøen er ikke amatør-fotograf, så han havde udstyret i orden, jeg har kun min mobil derfor et bette ringe foto, men oplevelsen var stor...jeg skulle bare suge oplevelser til mig mens han lurede på gode motiver...det var en dejlig dag.

Først på sommeren var vi en uge på Råbjerg Mile camping  med mellemste og hendes lille flok. Ikke lige den bedste uge der var regn og koldt og blæst det meste af ugen

Råbjerg Mile camping er super dejlig og vi var der hverken første eller sidste gang.

Første gang var det imidlertid at jeg var oppe i den Tilsandede kirkes tårn..ikke at man kan se mere end fra en anden top..eftersom kirken jo er begravet.  
Sommerens scoop har indtil nu været Møn..og Møns klint...hvor kun vi to gamle kørte afsted og boede på vandrehjem.

Det er SÅ smukt og ganske ubeskriveligt hvor langt der er ned og endnu længere op (sådan føltes det i hvert fald)

Vi gør i daglig tale brug af Vendelbomålet, under indkøb i en Brugs på Møn, hvor de sikkert er vant til mange tungemål, blev vi tiltalt på Engelsk..det gav en del morskab og en lille snak om vore landsdeles fordele og ulemper


Der smuttede også lige et par markeder, og et trailermarked med i sommerens løb

Og et mere når at komme inden sommeren er slut

Det var nu heller ikke nogen succes, den dag kom der også rigeligt regn, selv om det startede helt godt ud.

Jeg havde sjaler og trøjer med af egen produktion...mange roste og kælede lystent for mine sager, men derved blev det... det bliver man ikke rig af.
På turen mod Møn kørte vi forbi Horbelev og jeg smuttede indenom af Skytten.dk hvor jeg havde fået en E-Spinner sat til side til mig.

En gave fra min mand,  bare fordi......   ;O)

Den var ikke sat sammen så jeg måtte nøjes med at pakke delene ud og sidde og savle lidt på vandrehjemmet

Vel hjemme igen er den nu sat sammen, afprøvet og jeg har en ny oplæring foran mig..

Den er supernem at bruge, jeg har endnu ikke tvundet og vasket mit første garn. Jeg tror det kræver lidt, før jeg har styr på over/under-spundet garn..det var ligesom nemmere at ha følelse for på den to-snors jeg brugte før.

Sommeren er ikke slut endnu, og vi har stadig en forlænget weekend i Århus til gode..Gammel Estrup og Århus gamle by sammen med gemalen søster og svoger..

Der bliver strikket livligt..men det kan først vises frem senere ;O) 

tirsdag den 4. august 2015

Solfarvet uld afsluttet for i år

Indrømmet, mine forventninger var mindst, at jeg kunne leve op til det alle de proffe i spindeforeningen laver ;O)...

Nogle måneder senere er jeg blevet mere realistisk og har indset at så bliver man altså skuffet...eller i hvert fald ender man med et andet resultat end forventet..

Det glas der fik en chance mere efter jeg tømte de andre glas har ikke givet det store udsving..en anelse dybere farvetone men stadig flaskegrøn.

Lugten er til gengæld en blandet fornøjelse..en god blanding af nylavet kokasse og en nyåbnet engelage-kule..så en omgang champoo med duft var nødvendigt.

Bagklogskabens klare lys fortæller: mindre gram uld pr glas og mindst det dobbelt gram tulipanblade pr glas.
Bedre sommervarme om natten og mere sol i dagstimerne
Og så måske forsøge med vinsten i bejsen sammen med Alun som jeg brugte alene i år..